21st Feb, 2010
Vind 61 millioner
…in your dreams. Alle fantaserer, og vores fantasier er mangeartede og afhængige af hvor vi er i livet lige netop nu. Faktisk er spændvidden stor, man kan fantasere om at chefen falder død om, at man kan få råd til et drivhus eller at dyrke hed sex med naboens søn.
En fantasi er meget privat, for hvem vil fortælle kollegaen at man ønsker chefen død? Eller under morgenmaden fortælle ægtemanden, at de arvede penge fra onkel Jens skal investeres i et drivhus når man ved, han er allergisk overfor både agurker og tomater? Og ville man blive udsat for hustruvold hvis ens elskede fik at vide, at man fantaserer om sex med naboens søn?
Nej, så er det mere sikkert at vedgå overfor alle, at fantasien har fokus på at vinde 61 millioner kroner i Lotto, at man allerede har opstillet et budget og har derfor helt styr på hvad pengene skal bruges til.
Nu er det selvfølgelig ikke sådan at jeg fantaserer om hverken død chef, drivhus eller sex med naboens søn. For jeg har ingen chef, et drivhus har vi ikke plads til og naboen har ingen søn….. men mine fantasier er stadig private!
Skrevet af: Else
Kategorier: