Så genopstår www.elsebloggen.dk efter et års pause, som er brugt til andre opgaver. Blandt andet har jeg nærmest dagligt været på min Facebook-side, som jeg har haft hyggelig fornøjelse af. Jeg har mange venner, de fleste nogle jeg kender i forvejen, men også “venner” som er kommet til på tilfældige måder, på grund af fælles venner eller interessesammenhæng.

Der er selvfølgelig indkommet meget tant og fjas, som jeg egentlig har moret mig over, men der er også kommet henstillinger fra Facebookere om, at dette site ikke er en diskussionsklub, eller et rum til at lufte sin politiske holdning.  Det græder jeg ikke over, men tillader mig at lufte min holdning i forhold til brugere af Facebook.

Er formålet med FB kun pjat og smiger, gælder det om at få flest “synes godt om” og er FB blevet en Verden, hvor daglige og samfundsmæssige problemstillinger helst ikke må nævnes?

Såmænd er jeg selv i en grad hoppet med på det der fuldstændigt uvedkommende om, at min hund er forkølet og mine blomster er visnet. Det er OK til en vis grænse, men når der indløber spidse kommentarer om,  at saglige og vedkommende emner ikke hører hjemme på FB, ja så er det da godt at jeg kan få liv i min gamle elsebloggen.

…in your dreams. Alle fantaserer, og vores fantasier er mangeartede og afhængige af hvor vi er i livet lige netop nu. Faktisk er spændvidden stor, man kan fantasere om at  chefen falder død om, at man kan få råd til et drivhus eller at dyrke hed sex med naboens søn.  

En fantasi er meget privat, for hvem vil fortælle kollegaen at man ønsker chefen død? Eller under morgenmaden fortælle ægtemanden, at de arvede penge fra onkel Jens skal investeres i et drivhus når man ved, han er allergisk overfor både agurker og tomater? Og ville man blive udsat for hustruvold  hvis ens elskede fik at vide, at man fantaserer om sex med naboens søn?

Nej, så er det mere sikkert at vedgå overfor alle, at fantasien har fokus på at vinde 61 millioner kroner i Lotto, at man allerede har opstillet et budget og har derfor helt styr på hvad pengene skal bruges til.

Nu er det selvfølgelig ikke sådan at jeg fantaserer om hverken død chef, drivhus eller sex med naboens søn. For jeg har ingen chef, et drivhus har vi ikke plads til og naboen har ingen søn….. men mine fantasier er stadig private! 

Sidste søndag var jeg i Ans for at se mit ni-årige barnebarn Nana spille to kampe. Nana og en del af hendes veninder og klassekammerater har spillet i klubben et godt stykke tid, og jeg glædede mig til at se dem i kamp.

Første kamp vandt de stort, men næste kamp tabte de knebent til turneringens tophold. Anspigerne gjorde en rigtig god indsats og det varmede mig om hjertet at deres træner fra sidelinien roste pigerne enkeltvis, og at alle pigerne fik tid på banen uanset deres evner ud i kunsten at spille håndbold.

Nana kommer nok aldrig på landsholdet, hun spiller fløj og hendes styrke er at dække op. Og det gjorde hun rigtig godt. Men hun og andre af pigerne var simpelthen ikke “onde” nok – og hvordan forklarer man det til en ni-årig? 

Forældre, skole og andre parter prøver hver dag at fortælle børnene at de skal opføre sig pænt, ikke noget med slagsmål og beskidte tricks, men når det gælder sportsverdenen er det pludselig OK at gå til fysisk angreb. Det værste der kan ske er et straffekast eller en udvisning.  

Men jeg tog nu mig selv i, efter kampen, at sige til pigen “du skal være mere aggressiv, jord dem. Betragt dem som dine fjender”! 

Selv om vi er flyttet tre gange indenfor få år er det øjensynligt ikke  lykkedes mig at rydde op i mine “sager”, jeg er nok sådan een der gemmer alt og jeg ved ikke helt hvorfor.

Men i hvert fald havde jeg nogle bokse med billeder, breve, gamle skolehæfter, karakterbøger, avisudklip og poesi- og dagbøger . 

Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg har gemt alt det ragelse som bare fylder op på hylderne, og vi har faktisk slet ikke plads til 4 bokse fyldt med noget uden nogen form for funktion.  

Men da jeg åbnede boksene og hældte indholdet ud, blev jeg grebet af nostalgi.

Karakterbøger fra min første skoletid med lærerens notater nederst i bogen om, at jeg var ukoncentreret og provokerende i nogle sammenhænge.

Kladdehæfter og afleveringshæfter, hvor specielt min matematiklærer og tysklærer var bekymrede for mine evner til at tilegne mig stoffet.

Kærestebreve og små  sedler vi sendte til hinanden i timerne og billeder af vores skolekomedie, hvor jeg sørme havde hovedrollen.

Så er der et hæfte, hvor jeg har forsøgt mig ud i forfatterkunsten og bagi i hæftet nogle digte jeg har skrevet af efter blandt andet ungdomsbogen Forbandede ungdom og min faoritbog Min aske til de sorte.

Mine afdøde forældre havde gemt alle breve og postkort som de havde modtaget gennem 50 år. Der er breve jeg har skrevet til dem fra mine første ferier på Sjælland, Als og i Kolding og England. Breve min mor har skrevet til min far da hun var indlagt på sygehuset, og breve fra forlængst afdøde slægtninge.

Ikke ret meget blev kasseret, hvilket egentlig var mit formål med at åbne boksene. Tvært imod tænkte jeg, at jeg jo ikke bare sådan kan smide mit tidligere liv ud.

Så nu er mit liv, indtil nu, arkiveret i fire bokse inddelt i emner: Breve, min skoletid, min tid på forskellige arbejdspladser osv.  

Dette projekt har taget lang tid, blandt andet fordi der dukkede glemte og også fortrængte oplevelser op hos mig mens jeg sorterede. Men det har været en god proces og det varer længe inden boksene bliver åbnet igen.

Og jeg ved stadig ikke hvorfor fire bokse skal fylde halvdelen af min reol!

Andre steder i haven er der rigelig med foder til småfuglene, der kan de så æde, men den ski.. solsort irriterer mig. Hvem tror han han er? Bedre end andre fordi han er den stærkeste? Er han opvokset i et voldeligt miljø? Forstår han ikke de værdier vi lever efter i DK? Eller har han bosat sig i min have af bekvemmelighedsgrunde?

Nogen der ved hvordan jeg får ham væk eller halshugget?

Det er heller ikke fordi der er gran på hele stuegulvet juledagsmorgen og sække fyldt med papir over hele huset.

Heller ikke en fyldt opvaskemaskine og uopvaskede glas og tallerkner på køkkenbordet kan tage modet fra een, eller at julebesøget til tante Anna i den anden ende af landet heller ikke blev til noget i år.

Nej! Det værste, aller aller værste,  er den fedtede, snavsede velbrugte bradepande med rist, som gemmer sig i ovnen efter  at have lagt overflade til kalkunen i fire timer juleaftens eftermiddag.

Og hvorfor glemmer jeg altid ovn og bradepande hver eneste juleaften, kun for at opleve den ulækre lugtende bradepande ødelægge mit gode humør juledag?

Jo. En analytisk forklaring kan være, at grunden til at jeg helt ubevidst fortrænger denne opgave juleaften er, at vi i mit barndomshjem altid skulle skrubbe og skure på pande og ovn efter julemiddagen, og at jeg husker det som om dette arbejde tog rigtig mange timer. Uudholdelige timer, hvor skrubberiet kun kunne gå for langsomt….fordi juletræet, slikket og gaverne ventede!

Ja, ja. Alt kan i dag relateres til barndommens traumatiske oplevelser. Heldigvis ordnede min mand bradepande, rist og ovn i dag!

Måske var det et synsbedrag eller en forestilling fra min side. Men: Hvis jeg ikke tog fejl kan jeg kun sige, at tage børn med til en demonstration, hvor man i forvejen ved, at der kan forekomme uro, er fuldstændig utilgiveligt. Det minder mig om sigøjnere, der bruger deres børn som lokkemad eller tyvetogter.

Samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om alle dise tusindvis af demonstranter bruger deres feriedage eller afspadsering på at vise deres respekt eller nærmere disrespekt for klimakonferencen og dets forhandlinger.

De unge? Skal de ikke i skole eller passe deres læreplads? Eller er det offentlige ydelser, kontanthjælp, SU osv, som økonomiserer at de har tid til at gå på gaden dag og nat? Nej. Jeg er nok for naiv!

Denne bil købte jeg brugt hos forhandler Wilhelm Porsche. Desværre måtte jeg ringe og klage over bilen og det var jeg vældig ærgerlig over.

- Men i går blev jeg rasende. Min mand var fuldstændig hysterisk og ville flytte hjem til sin mor.

- Og fandme nej om bilen så ville starte!

 Jeg synes virkelig jeg gør en indsats – men kiloene rasler ikke af som forventet. Men nu har jeg fundet et rigtigt godt trick til et effektivt og nemt vægttab. Hold da op hvor det har hjulpet på gejsten og selvtilliden.

Tricket går simpelthen ud på, at jeg sætter badevægten henne ved døren i badeværelset, det er nyt for jeg vejede mig altid tidligere foran brusenichen. Og! Miraklet sker! Der er en forskel på ca.1 kilo henne ved døren. I min favør.

Det er da en sejr der vil noget og i morgen går jeg ud i haven med vægten og afprøver alle kroge og hjørner for eventuelt at finde et sted, hvor vægten viser bare et halvt kilo mindre. 

I disse valgdage har stationen fået den geniale ide at invitere en lokalpolitiker i studiet hver morgen, (hvor har de det dog fra)? Det er en super opfindsom ide -  og andre stationer sidder sikkert nu og ærgrer sig over at de ikke fik samme  kreative åbenbaring!

Reglen for indslaget er, at der ikke må tales politik, det tætteste de må komme på politik er politikerens holdning til valgplakater. Se der er vi næsten inde ved kernen i lokalpolitik. Virkelig højfilosofiske diskussioner med vandtætte argumenter. At have en holdning til valgplakater giver status,  det er jo et område som har vælgernes interesse. 

Efterfølgende skal vedkommende besvare fem spørgsmål som går ud på at vælge et svar ud af to muligheder.

Hvad vil du helst?

• Gå i minkpels – gå i sælungepels?

• Deltage i Robinson ekspeditionen – deltage i Vild med dans?

• Blive fotograferet mens du piller næse – slå en prut under dit oplæg i Byrådssalen?

• Drikke pilsner – drikke rødvin?

• Stå på ski – dykke i Middelhavet?  osv

Virkelig intelligente og udviklende spørgsmål og svar, som giver lytterne rig mulighed for at danne sig et indtryk af de lokalt opstillede politikere.

Jeg stemmer på hende der helst vil deltage i Vild med dans!